|
Tid og sted
Mariæ besøgelsesdag den 2. juli 1733 i Leipzig. Værket er en omarbejdet version af det tidligere omtalte ”Magnificat i Es-dur” (BWV 243a), der førsteopførtes den 25. december 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Marias lovsang i Lukas-evangeliet kapitel 1 vers 46 – 55 Besætning
Sopran I, II, alt, tenor, bas, kor (SSATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, violin I, II, bratsch, continuogruppe (med cembalo, orgel, fagot, cello, violone)
De enkelte satser
1. sats begynder med et orkesterforspil domineret af den festlige trompetgruppe med pauker, men også oboerne træder tydeligt frem. Korpartiet er overdådigt besat med et femstemmigt kor. Korets to sopranstemmer er et usædvanligt træk, og i Bachs produktion skal man tilbage til påskekantaten "Der Himmel lacht, die Erde jubilieret" (BWV 31) og ”Wer weiss, wie nahe mir mein Ende” (BWV 27) fra 1726 for at finde de andre eksempler på brugen af to sopranstemmer. Hertil kommer naturligvis urversionen af ”Magnificat” (BWV 243a) fra julen 1723, der oprindeligt var i Es-dur. Det er da også sopranerne, som først lader sig høre med "Magnificat" sunget over en melisme. De besvares af alt og tenor. Faktisk er det satsen igennem disse to korgrupper bestående af sopran I + II og alt + tenor, der oftest sættes overfor hinanden, mens bas udfører en mere selvstændig funktion. Alle de ret forskellige klangkombinationer i orkestret supplerer satsen igennem indsatserne fra de 2 + 2 + 1 stemmer i koret. Ordlyden af korets latinske tekst er "Magnificat anima mea Dominum", der i den danske bibeludgave er oversat til "Min sjæl ophøjer Herren". Satsen afsluttes af et orkesterafsnit med fuld udblæsning fra trompetgruppen, der som altid ledsages af gruppens ”basinstrument” pauken.
2. sats er en mild dansant arie for sopran II akkompagneret af strygere og continuo. Teksten lyder: ”Og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!" Mariæ besøgelsesdag den 2. juli 1733 i Leipzig har ikke haft en kvindelig sopran på stemmen, da det kun var oppe i det mere frisindende Hamburg, at Johann Mattheson i 1716 fik gennemfrumfet brugen af kvindelige sangere. I Leipzig var dét ikke en mulighed. Det kan derfor forekomme meningsløst at kalde satsen blid og feminin, men vi kan ikke vide, om ikke Bachs hustru Anna Magdalena har fået lov at teste solostemmen hjemme i privaten. Hvis hun gjorde, ville Marias taknemmelige lovsang være passende, for Anna Magdalena skulle fire måneder senere – den 5. november 1733 – nedkomme med sønnen Johann August Abraham; en ukendt Bach-søn, der tragisk nok døde dagen efter fødslen.
3. sats er en arie for sopran I, obligat obo d’maore og continuo: "Quia respexit humilitatem ancillae suae", der i den danske version af Marias lovsang er oversat "Han har set til sin ringe tjenerinde."Arien er kendt som grundpensum for sopraner. Udtryksdybden og mulighederne for smukke fraseringer er mange. Rørende må også det næste tekstled synges "Ecce enim ex hox beatam me dicent ..." (direkte oversat "Thi se! fra nu skal salig mig kalde..."). Som det fremgår, er der fra arien en direkte overgang til den næste sats og fuldendelsen af sætningen; hvem er det, der skal kalde Maria salig?
4. sats har svaret "alle slægter" (på latin "omnes generationes"), der synges og spilles af både kor og orkester, dog uden trompeter og pauker. Til gengæld høres tydeligt de to tværfløjter, som i denne senere version af ”Magnificat” havde udkonkurreret originalversionens blokfløjter. Koret kan i sin udformning minde om dramatiske attacca (lige på) korsatser, som Bach anvendte i sine passioner. Bach har valgt at understrege ordet "alle" (på latin "omnes"), i det dette ord allerede fra begyndelsen gentages, sådan at temaet egentlig lyder "al-le, al-le slæ-æ-æ-(lang melisme)-æg-ter" (på latin "om-nes, om-nes, ge-ne-e-ra-ti-o-o-(lang melisme)-o-nes).
5. sats er en en arie for bas og continuogruppe. "Quia fecit mihi magna, qui potens est, et sanctum nomen eius", lyder teksten. Arien hører hjemme i den mere aparte afdeling, for hvad foretager en bassanger sig midt i Maria lovsang? Temaet er tæt på at være en kliché og er ret umuligt at sætte an uden et vist parodisk præg. I den gamle Weimar-kantate "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185) forekom i 6. sats en basarie i samme boldgade med en satire over en opblæst prædikants retorik. I dén aries oprindelseshistorie er det ikke umuligt, at den var tænkt som en slet skjult parodi på fyrsten Wilhelm Ernst fra Weimar. Han var kendt for at overhøre sine ansatte for at sikre sig at de lyttede til hans prædikener. Med de fire takters enkle forspil, den simple melodi og det lidt grinagtige præg minder arien her i "Magnificat" om arien "Das ist der Christen Kunst" fra BWV 185. Man kan så spørge sig, hvem teksten "For han har gjort store ting mod mig, helligt er hans navn" mon skal høres som parodi på. Da teksten her synges på latin, kunne en mulighed være det forhold, at Bach i starten af sin ansættelse som kantor ikke selv ønskede at tage sig af undervisning i latin og katekismus, men havde valgt at betale lærerkollegaen Carl Friedrich Pezold for det. Dét arrangement faldt nogle for brystet og skulle komme til at begrunde en del officiel brevskrivning i de første måneder af 1724. Arien skal ikke ses som en parodi på den hjælpsomme kollega, men kan snarere ses som Bachs beske kommentar til, at nogen overhovedet gad gå så meget op i et arrangement, der nok var dyrt for ham, men fungerede udmærket. Bachs mål var en "regelret kirkemusik til Guds ære", og jo absolut ikke klasseundervisning i latin og religion. Selv her i Marias lovsang kunne Bach altså indarbejde et hint til skolemesterforpligtelsernes kedsommelige rutiner.
6. sats vender i duetten for alt, tenor, strygere og continuo tilbage til en reflekterende og mere ængselig stemning i "Et misericordia a progenie in progenies, timentius eum", der oversættes: "og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt." I fohold til værkets urversion fra julen 1723, er der i denne sats sket den klare forbedring, at to tværfløjter følger violin I og violin II. Deres svalende effekt virker som salve på et sår.
I 7. sats sendes hele holdet på banen i kor- og orkestersatsen "Fecit potentiam in bracchio suo ...", der kan oversættes til "Han har øvet vældige gerninger med sin arm ...". Allerede i de første takter høres den femstemminge korklang med de to spydspidser i sopran I og II. Efter at orkestret har fastslået temaet ved gentagelse af korets toner fra "fecit po-ten-ti-am", tager tenor den første solotur og bakkes op af continuobassens vitale salighedsmotiver. En ny tuttiindsats efterfølges af en solotur fra alt bakket op af tenor og continuobas. Sopran II tager têten efter næste tuttiindslag, men nu er flere sangere rykket frem i offensiven. Med både trompeter og pauker er vejen mod succes så godt som sikker. Hele holdet forenes og efter to finter og en aflevering stikker trompeterne af og sikrer scoringen. Fryden i de høje korstemmer suppleres af glædens boblen i den dybe continuobas. Kort efter tager trompet stolt sin æresrunde, mens der jubles. Triumfen har ført til splittelse hos modstanderen, og det er dén, koret synger om i "han har splittet de hovmodige" (på latin "dispersit superbos"). Pludselig høres en kras harmoni og alle stopper op. I væsentligt nedsat tempo synges "i deres hjerters tanker" (på latin "mente cordis sui"). Trompetgruppen strækker alligevel armene i vejret sidst med en lille afsluttende fanfare.
8. sats byder på to minutters vredesarie for tenor akkompagneret af violinerne på én stemme samt continuogruppen. Det er violiner, der sætter satsen an med en potent kampberedt obligatstemme. I forhold til 1723-versionen af ”Magnificat” er den samlede strygerstemme lagt en oktav op. Teksten er: "Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe". Ligesom "Quia respexit" i 4. sats er noget af et repertoirestykke for sopraner, er denne arie ligeledes tenorers pensum. Ved at søge på titlen "Deposuit potentes" på YouTube kan man finde denne arie sunget af både Nicolai Gedda, Wunderlich, Francisko Araiza og Ian Bostridge, og det er dog typisk denne senere version af arien i fis-mol, de dygtige herrer fremfører. Én af internettets musiklyttere har kommmenteret denne sats: "This aria makes me wish I were a tenor", hvortil en anden bruger har svaret: "Me too, and I'm a woman!”
9. sats ville dog nok kunne stille kvinden tilfreds med at optræde som alt. At man så som mand gerne ville kunne 'klikke' sin kontorbaryton op og kvæde "De sultende har han mættet med gode gaver" (på latin "Esurientes implevit bonis") i falsetlejet, er noget ganske andet. Det instrumentale forspil i arien udføres af to tværfløjter. I værkets originalversion var det altblokfløjter. Tværfløjterne skaber en blid atmosfære. Udover tværfløjter og altsolist medvirker continuoet i den skønne sats, hvor teksten i det andet led lyder "et divites dimisit inanes", der betyder "og rige har han sendt tomhændet bort". 10. sats er for sopran I, II, alt, obo I, obo II og continuogruppe. Netop som man tror, at glæden og fejringen af Jesu fødsel kun kan blive intensiveret med tindrende trompeter, kommer denne blide sats for de tre højeste stemmer, mens de to oboer spiller den gregorianske hymne, der oprindelig blev brugt til Luthers tyske oversættelse af Maria lovsang. I værkets tidlige version fra 1723 blev hymnen spillet af en trompet. Terzetten er en sats om Magnificat, nærmest metaagtigt. Oboerne spiller en såkaldt tonus peregrinus i cantus firmus, og sangstemmerne efterligner hinandens blide bevægelser. Teksten fra Marias lovsang i Lukas-evangeliet kap. 1 vers 54 er "Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed,"
11. sats fortsætter teksten fra 10. sats "... som han tilsagde vore stamfædre Abraham og hans slægt til evig tid." Koret akkompagneres her af continuo, da det fulde orkester sparer kræfterne til slutsatsen. Fugaen synges af koret nedefra og op, det vil sige med begyndelse i bas, støttet af continuo og derpå efter tur tenor, alt, sopran II og sopran I. Satsen afrundes lidt mere homofont, hvor sopran I synger længere og højere toner over de øvrige stemmers bevægelser.
12. sats gengives ofte ukomplet i teksthæfter og koncertprogrammer, fordi man uden at se i noderne trykker den oldkirkelige lovprisning af treenigheden: "Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden". Den måde, Bach har struktureret teksten i den første halvdel af slutsatsen, er dog: "Gloria, gloria Patri, gloria Filio, gloria et Spiritui Sancto". Oversat til dansk "Ære være, ære være Faderen, ære være Sønnen, ære være også Helligånden". Satsen begynder med det første samlede "Ære være". Herefter starter basser det næste "ære være" nede fra og op gennem korstemmerne til Faderen i himlen. Efter det næste "ære være" begnder bevægelsen opad i sopran I, alt og sopran II op mod "Sønnen", men det tredje "ære være" begynder oppe fra og bevæger sig højere oppe inden Helligånden lovprises. Man kunne tro, at fortsættelsen af lovprisningen "som det var i begyndelsen, er nu og i evighedernes evighed. Amen" ville blive fremlagt på nogenlunde samme måde, men her var Bach snu, for han vidste godt, at genkendelsens glæde i musikken nu en gang er den største. Det sidste lille minuts tid af satsen citerer kort 1. sats' tema for trompeter, pauker og resten af orkestret. Denne gang sætter koret ind efter få takter og har kun kort tid til runde hele herligheden af, mens lovprisningerne fuldendes. Læs mere
John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 305-308, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 290, 366, 367, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 549-554, Robert Mealy & Paul McCreesh: Teksthæfte til cd’en Archiv 469 531 – 2 pp. 5-7 |
